Der er ny konge på Nürburgring. Kinesiske Xiaomi har med sin SU7 Ultra sat ny rekord for serieproducerede elbiler på den legendariske tyske racerbane – og dermed overhalet både Porsche og Tesla indenom.
Med en omgangstid på 7 minutter, 4 sekunder og 957 tusindedele lykkedes det Xiaomi at sætte en ny standard i kampen om at være hurtigst rundt på Ringen. Det er næsten tre sekunder hurtigere end Porsche Taycan Turbo GT og over 20 sekunder foran Tesla Model S Plaid.
Xiaomi SU7 Ultra er udstyret med hele tre elmotorer, der i fællesskab leverer 1.526 hestekræfter. Ifølge producenten accelererer bilen fra 0 til 100 km/t på under to sekunder – men Nürburgring handler ikke kun om rå acceleration. Her testes hele bilens køredynamik, køling og udholdenhed.
Resultatet er et markant gennembrud for Xiaomi, der kun har været i bilbranchen i et års tid. Indtil nu har duellerne om elbilernes Nürburgring-rekord været forbeholdt tysk-amerikanske magtkampe mellem Porsche og Tesla. Nu har en kinesisk nybegynder blandet sig i toppen – og trukket tæppet væk under de etablerede.
Som det ses herunder, har Tesla og Porsche de seneste seks år skiftedes til at stjæle rekorden fra hinanden. Men nu er der altså en ny – kinesisk – spiller med i kampen.
Dato Bilmodel Omgangstid Juni 2025 Xiaomi SU7 Ultra 7:04.957 Januar 2024 Porsche Taycan Turbo GT 7:07.55 Juni 2023 Tesla Model S Plaid 7:25.23 August 2022 Porsche Taycan Turbo S 7:33.35 September 2021 Tesla Model S Plaid 7:35.579 August 2019 Porsche Taycan Turbo 7:42.34
For elbilkøbere er det mere end bare hurtige tal. Det viser, at kinesiske producenter ikke kun vil konkurrere på pris og rækkevidde – men også på ydeevne og teknologisk finesse.
Om Tesla og Porsche svarer igen, vides ikke. Men én ting er sikkert: racet er langt fra slut. Herunder en video fra rekordomgangen: